Spring til hovedindhold Spring til sidefod
 

Det nordiske bilsalg – maj 2026

Maj blev en glimrende måned for personbilregistreringerne i Norden, hvor kun Finland lukkede måneden med et beskedent minus. Til gengæld landede lastbilregistreringerne under niveau på alle fire markeder.

Med 15.560 nyregistreringer blev det Norge, der lukkede maj med den største vækst. Resultatet ligger 9,1 % over sidste års niveau. Danmark følger efter med 19.092 nyregistreringer svarende til en vækst på 6,4 % sammenlignet med sidste års niveau. Med en stigning på 0,1 % og samlet 25.304 nyregistreringer lander Sverige helt på niveau med maj 2025, mens Finland med 6.785 nyregistreringer og en tilbagegang på 1 % lige nøjagtig ikke kravler over grænsen.

ÅTD er det kun Danmark, der med et plus på 12,9 % ligger over 2025-niveau, om end de resterende markeder er snublende tæt på. Finland ligger 0,4 % under, Sverige 2 % under og Norge 5,8 % under sidste års niveau.

Entydig udvikling for elbilerne

Maj blev endnu en måned med grønne tal over hele linjen for elbilerne. Norge fortsætter den usvigeligt sikre stil med en andel på 97,8 % af nyregistreringerne. I Danmark blev det til endnu en rekord med en samlet andel på 78,7 % og hele 95,8 % for privatsegmentet.

Mens udviklingen i elbilandelen kun er gået i én retning for Norge og Danmark de forgangne år, så har der været bump på vejen for både Sverige og Finland, hvor niveauet flere gange undervejs i 2024 og 2025 lå lavere end resultaterne fra 2023. I den forgangne måned kan vi dog se, at begge markeder igen har passeret 2023-niveauet. I Finland løb elbilerne 48,8 % af nyregistreringerne, en relativ stigning på 45,7 %, mens Sverige landede på 42,4 % svarende til en stigning på 13,1 %.

Andrée Peters, direktør hos Bilstatistik.se, har flere bud på, hvad der trods svære vilkår driver den svenske udvikling:

”Privatsegmentet finder fortsat tilbage til bilforhandlerne, mens virksomhederne vælger at afvente. Høje brændstofpriser er formentligt en af forklaringerne på, at andelen af elbiler drives op. Desuden fik over 2.100 personer bevilget den nye elbilstøtte i maj. Det er dog uklart, hvor stor en del af støtten der blev bevilget til nye elbiler over de brugte.”

Favoritmodellerne

De nationale top 10-lister ligner noget, vi kender – hvert land har sine favoritter. Mens Volvo sidder på fire ud af ti pladser i Sverige, så napper Toyota halvdelen af pladserne i Finland. I Danmark og Norge er mærkepræferencerne mindre udtalt, men begge sender Tesla Model Y på en førsteplads, i Norge endda ganske eftertrykkeligt med mere end fire gange så mange registreringer som listens andenplads.

Blandet måned for varebiler og lastbiler

Maj blev ikke nogen stor måned for lastbilerne, hvor alle fire markeder lukker med et lille minus. Størst blev den i Finland med en tilbagegang på 15,6 %, næststørst i Norge med 12,9 %, herefter følger Danmark med 9,1 % og til sidst Sverige med 2,1 %.

Dog er alle markeder mere eller mindre på niveau med 2025, når man ser på det samlede antal registreringer ÅTD.

Lidt bedre gik det for varebilerne, hvor kun det danske marked lukker med negative tal. Tilbagegangen i Danmark blev på 7,7 %. Til gengæld fik det svenske marked et løft på 21,7 % og det norske et løft på 9,4 %. De finske varebilsregistreringer lukker med et beskedent plus på 0,5 %.

Videregivelse af data 

Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:

Danske data: Bilstatistik.dk

Svenske data: Bilstatistik.se

Norske data: Opplysningsrådet for veitrafikken

Finske data: Value Clinic (Transport- og kommunikationsmyndigheden Traficom, Trafik- og transportregisteret)