Bilåret 2025
Nyregistreringer, brugtregistreringer, brugtimport- og eksport, elbiler i bestanden - bilåret 2025 overgik på nærmest alle parametre resultaterne i 2024. Her stiller vi skarpt på de mest iøjnefaldende udviklinger, og hvordan det har påvirket den danske bestand anno 2026.
Nyregistreringer
Nysalget er ved at finde sit momentum efter år med pandemi og forsyningskriser. Med 184.602 nyregistreringer lander 2025 6,7 % over 2024, og vi skal således tilbage til 2021, før vi finder nyregistreringstal, der matcher dem. Om vi igen kommer op på de niveauer vi så i 2019 (+225.000 nyregistreringer), må tiden vise, men nysalget har i hvert fald fået en forsyningskonkurrent fra en anden kanal, nemlig brugtimporten. Mere om det senere.
På mærkeniveau er det uden tvivl Semler, der kan se tilbage på 2025 med størst tilfredshed. Deres mærker, anført af Volkswagen, dominerer top 10-listen for 2025, og samlet sidder de på ca. 40 % af markedet:
Nyregistreringer - pr. mærke

På modelniveau er det også Semler, der dominerer. Her napper Skoda Elroq førstepladsen med over 2.000 nyregistreringer til nummer 2 på listen:
Nyregistreringer - pr. model

Drivkraftpræferencerne er om muligt endnu mere tydelige, end mærke-/modelpræferencerne. Samlet stod elbilerne for 68,5 % af nyregistreringerne, stærkt anført af privatsegmentet, hvor hele 86 % af nyregistreringerne var elbiler. Erhvervssegmentet halter noget efter og ender på en elandel på 41 %.
Samlet drivkraftfordeling

Ser vi på, hvordan vi i Danmark finansierede vores biler i 2025, så har vi været godt og vel ligeså begejstrerede for leasing som sidste år. For private blev 38,5 % af de nyregistrerede biler leaset mod 40 % i 2024. Erhvervssegmentet leasede 87,1 % af sine biler mod 87,3 % året før.
60,9 % af alle nyregistrerede biler i 2025, gik til private brugere.
Brugtimport
Også brugtimporten leverede bemærkelsesværdige tal i 2025. Aldrig er der brugtimporteret så mange biler til Danmark på ét år. Udover en antalsmæssig stigning på 24 % i forhold til 2024, og på 230 % % ift. 2020, så var hele 92 % af de brugtimporterede biler elektriske, og hertil kommer, at der langt overvejende er tale om nyere biler. Dermed kan man måske tale om, at brugtimporten reelt er med til at holde nysalget på et lavere niveau, end før man så de eksplosive stigninger. Lægger vi antallet af nyregistreringer i 2025 sammen med antallet af nyere (max. 2 år) brugtimporterede biler, er vi meget tæt på niveauet i rekordåret 2019.
Her er de mest populære modeller:
Brugtimport - pr. model

Brugtregistreringer
Ser man på brugtregistreringerne (fraset brugtimporten), så er det måske her, man mest af alt kan tale om status quo i forhold til 2024. I alt blev der i 2025 brugtregistreret 458.781personbiler – 2,7 % flere end sidste år. Hvad angår brugtregistreringerne, så er det langt henad vejen tale om the usual suspects – de modeller der ofte handles mest på brugtmarkedet:
Brugtregistreringer - pr. model

Én ting vi dog ser forandre sig på brugtmarkedet er, måske ikke så overraskende, drivkraftpræferencerne, hvor elbilerne også skubber til billedet. Med over 65.000 brugtregistrerede elbiler er niveauet steget med 77 % siden sidste år. Sammenlignet med 2022 er antallet femdoblet.
Brugtregistreringer - drivkraftfordeling
Eksport
Mens elbilerne strømmer ud på de danske veje, både via nysalg og brugtimport, så er der en anden type biler, der hastigt forlader markedet, nemlig foossilbilerne, og når vi taler om eksport går det især hurtigt med dieselbilerne.
Kaster vi et blik på de biler, der blev søgt eksportgodtgørelse på i 2025, så drejer det sig om i alt 37.553 personbiler svarende til en stigning på godt 53 % i forhold til sidste år. Dieselbilerne står for 60 % af alle eksporttransaktionerne, mens benzinbilerne står for 34 %. De resterende fordeler sig mellem PHEV, HEV og MHEV.
En kuriøs detalje, når vi kigger på modelfordelingen, er, at særligt én model går som varmt eksportbrød. Der blev i 2025 eksporteret mere end dobbelt så mange Nissan Qashqai, som nummer to på listen, Audi A4:
Brugteksport - top 10 pr. model

Skrotning
Hvad angår skrotninger ligger Danmark knap og nap på niveau med sidste år. De 68.465 skrotninger det blev til, er ca. 2,5 % færre end sidste år, og det er nærmest kun benzin- og dieselbiler, der præger statistikken.
Skrotninger - drivkraftfordeling

Bestanden
Så markante udviklinger, som dem der er beskrevet ovenfor, sætter selvsagt sit præg på bestanden af biler på de danske veje. Mest bemærkelsesværdigt er selvfølgelig udviklingen for drivkraftsammensætningen, og i det hele taget, hvor mange flere biler, der er føjet til den danske bestand.
Pr. 31/12-25 er der indregistreret 2.903.336 personbiler i Danmark. Det betyder, at der er kommet 47.590 flere personbiler ud på vejene på bare et enkelt år.
Mens der i 2025 har været en tilgang på 196.549 elbiler, så er der forsvundet 64.303 dieselbiler og 83.203 benzinbiler. Tilgangene er udgjort at nyregistreringer og brugtimport, mens afgangene skyldes brugteksport, skrotninger og afmeldinger.
Den samlede drivkraftfordeling ser ud således:
Bestand 31/12-2025 - drivkraftfordeling

Går vi bare tre år tilbage, får man en ide om, hvor hurtigt det er gået frem for elbilerne og tilbage for fossilbilerne.
Bestand 31/12-2022 - drivkraftfordeling

Siden 2022 er der altså kommet godt 428.000 elbiler til i bestanden, mens der er forsvundet små 184.000 dieselbiler og 179.000 benzinbiler, og dén tendens er kun blevet tydeligere i 2025.
Det betyder samtidig, at elbilerne nu blot er et mulehår fra at overhale dieselbilerne i bestanden.
Ovenpå denne lille 2025-temperaturmåling, vil vi gerne ønske alle et godt nytår.
Om forfatteren
Lise Hjort
Kommunikations- og marketingchef